Forskere finder syv nye frøarter i Madagaskars regnskove

Et nyt forskningsstudie har afsløret syv nye arter af diamantfrøer fra Madagaskar. Arterne tilhører slægten Rhombophryne og har hidtil været skjult for videnskaben på grund af deres meget hemmelighedsfulde levevis i skovbunden.
Forskerne har kombineret undersøgelser af naturhistoriske samlinger, feltarbejde og avancerede DNA-analyser for at identificere arterne og løse flere års taksonomisk usikkerhed.
"Diamantfrøernes mangfoldighed har gemt sig lige under fødderne på os," fortæller Mark D. Scherz, kurator for herpetologi ved Statens Naturhistoriske Museum og studiets hovedforfatter.
Flere af frøarterne har været svære at adskille fra hinanden, fordi de ligner hinanden udadtil og tilbringer størstedelen af deres liv skjult i skovbunden. Gennembruddet kom blandt andet gennem såkaldt museomics, hvor forskerne sekventerede DNA fra historiske museumsprøver.
"Naturhistoriske samlinger er langt mere end arkiver over fortiden – de er helt afgørende videnskabelige ressourcer for vores forståelse af biodiversiteten i dag," siger Alice Petzold fra University of Potsdam.
Forskerne understreger, at opdagelsen også har betydning for beskyttelsen af Madagaskars truede regnskove. De nye resultater indgår allerede i arbejdet med at planlægge beskyttede naturområder.
Med de syv nye arter er det samlede antal kendte arter af Rhombophryne steget til 27, men forskerne vurderer, at flere endnu ukendte arter fortsat venter på at blive opdaget.
Faktaboks
- Et internationalt forskerhold har beskrevet syv nye arter af diamantfrøer fra Madagaskar.
- Arterne tilhører slægten Rhombophryne.
- Opdagelsen bygger på:
- Naturhistoriske samlinger
- Feltarbejde
- DNA-analyser
- Undersøgelser af ydre kendetegn, skeletter og frøernes kald
- Projektet har været undervejs i mere end 12 år.
- Forskerne brugte museomics, hvor DNA fra historiske museumsprøver blev analyseret.
- Det samlede antal kendte Rhombophryne-arter er nu 27.
- Flere af de nye arter lever i regnskove, som er truet af blandt andet skovrydning.
- Resultaterne indgår i arbejdet med Madagaskars Biodiversity 30×30-program.
- Studiets hovedforfatter er Mark D. Scherz, kurator for herpetologi ved Statens Naturhistoriske Museum.






Accepter kun nødvendige cookies