Fire kommuner styrker beredskabet med fælles kriseøvelse

Fire nordsjællandske kommuner har styrket deres samarbejde om beredskab og har netop afprøvet planer og parathed i en fælles kriseøvelse.
Allerød, Fredensborg, Hørsholm og Rudersdal samarbejder allerede om driften af Nordsjællands Brandvæsen. Målet er at kunne trække på fælles mandskab og udstyr, hvis en alvorlig krise rammer, eksempelvis langvarige strømafbrydelser, svigt i vandforsyningen, skovbrande eller sabotage mod kritisk infrastruktur.
Øvelsen blev gennemført som en dilemmaøvelse indendørs, hvor deltagerne under tidspres skulle håndtere komplekse scenarier og træffe vanskelige beslutninger.
Efter øvelsen siger Rudersdal Kommunes borgmester, Ann Sofie Orth:
"Et godt beredskab er tryghed. Netop derfor er det afgørende, at vi øver os. Som kommune kan vi komme langt, men skal vi virkelig lykkes, har vi brug for de mange stærke fællesskaber i vores lokalsamfund og på tværs af kommunegrænserne. Det gælder grundejerforeninger, boligforeninger, foreninger, Folkekirken, frivillige også gerne lokale virksomheder. Og så har vi borgere individuelt et ansvar i forhold til at sikre, at vi er bedst muligt forberedte i vores egne hjem. Jo flere af os, der kan forberede os selv og vores familier på en krisesituation, jo bedre kan kommunerne fokusere på de sårbare borgere."
Et eksternt konsulentfirma stod for planlægning og facilitering af øvelsen. Erfaringerne skal nu indgå i kommunernes videre arbejde med at udvikle og styrke den fælles krisestyring.
Faktaboks
- Deltagende kommuner: Allerød, Fredensborg, Hørsholm og Rudersdal.
- Kommunerne samarbejder i forvejen om Nordsjællands Brandvæsen.
- Formålet er at styrke det tværkommunale beredskab og muligheden for at dele mandskab og udstyr.
- Øvelsen simulerede håndtering af større kriser som strømafbrydelser, svigtende vandforsyning, skovbrande og sabotage mod kritisk infrastruktur.
- Øvelsen blev gennemført som en indendørs dilemmaøvelse med fokus på beslutningstagning under tidspres.
- Et eksternt konsulentfirma stod for tilrettelæggelse og facilitering.
- Evalueringen skal bruges i det videre arbejde med at styrke den tværkommunale krisestyring.






Accepter kun nødvendige cookies